Jeg har drømt om at arbejde med lyd, lige så længe jeg kan huske, og min nysgerrighed på mennesker blev næret af min opvækst på et Bed & Breakfast i den jyske muld. Gennem min uddannelse opdagede jeg min passion for podcastmediet, og jeg dykkede hurtigt ned i det gennem en praktik hos et produktionsselskab. Her fik jeg frie tøjler til at arbejde med idéudvikling, speaks, lyddesign og redigering, og jeg elskede det!
For mig er en god podcast en kombination af fantastisk lyd og en fængende historie. Netop historiefortælling er noget af det, jeg brænder allermest for – både at skrive og klippe det sammen som et puslespil, hvor alle brikkerne skal passe sammen. Jeg elsker det intime rum, som lydmediet kan skabe, og de mange legende greb, man kan bruge for at vække en historie til live. Jeg vil gerne skabe produktioner, som man ikke bare hører, men som man rent faktisk lytter til – lydfortællinger, der berører og underholder lytteren, og produktioner, hvor man sidder tilbage med lyst til mere!